Panfløjte:

Uitgeest panfløjten.York panfløjten.

Instrumentet kendes fra græske skulpturer fra c. 600 f. Kr. Et af de ældste eksemplarer i Europa (Polen) er fra 8. årh. f. Kr. fremstillet af rørknogler. Der kendes adskillige eksemplarer fra romertiden bla. en smuk buksbomsfløjte med 8 rør fundet i Uitgeest dateret til ca. 150-250 e. Kr. og et fragment med 6 huller, fint udsmykket med geometriske mønstre, fra romertiden fundet i Alesia, Frankrig. Fra denne periode er der også mange afbildninger af instrumentet bla. en mosaik i Aquileia fra 800-tallet. Man finder også panfløjter fremstillet i keramik fra 13-1400-tallet.

Kopi af panfløjte fundet i Coppergate, York, England fra 900tallet fremstillet af buksbomtræ, 9,5 x 5,5 x 1,2 cm med 5 udborede tonerør i forskellige dybder. Skalaen er mol med grundtonen a, men da fløjten ikke er intakt efter det 5te hul, kan det ikke med sikkerhed afgøres om dens omfang er gået ud over de 5 toner. Mest sandsynligt har den nok haft 7 eller 8 toner.

Det benyttede instrument er lavet af Karl-Heinz Gloy, og har som grundtone as.

Knoglefløjte fra får:

Kopi af den bedst bevarede af 5 knoglefløjter fra Århus Søndervold. Fløjten, der er af blokfløjtetypen, er fremstillet af skinnebenet (tibia) fra et får. Den er i meget fin stand, har 3 fingerhuller på oversiden og et tommelfingerhul på bagsiden. Det firkantede blæsehul, der er intakt, har skrå blæsekant. Selve blokken mangler. Længden er 11,9 cm. og instrumentet dateret til lige efter 1200. Det er en type, der kendes i stort antal specielt fra vikingetid og middelalder, men i en glasmesterhytte i Glargård nord Ålborg har man fundet et enkelt eksemplar fra renaissancen.

Ved en sammenligning med den mindste fløjte i Michael Prætorius Syntagma Musicus fra 1619 viser det sig, at denne har samme antal fingerhuller, nemlig 3 på forsiden og et tommelfingerhul på bagsiden. I Prætorius tekst fremgår det, at fløjten Gleicher gestald fast zwo Octaven, darauff können zu wege gebracht werden: und muss die Schwägel so wol als solch klein Flötlein unten zum Aussgang darneben mit eim Finger regiret werden. Én af kong Chr, IVs musikere John Price skulle have været virtuos på "lille fløjte", en lille fløjte med 3 huller. Ifølge Mersenne skulle han have kunnet spille tre oktaver på dette instrument, der enten er af samme type som den lige nævnte eller er en énhåndsfløjte.

Kopien, der benyttes, er lavet i samarbejde med rekonstruktionsafdelingen på Moesgård Museum. Den er fremstillet ved hjælp af drilbor og skærejern af skinnebenet fra et Gotlandsk får, der er den fåretype, der i dag ligger tættest på 1100-1200tals fåret. Blokken er lavet af voks og harpiks. Kopien har samme tonehøjde og skala som originalen og har et omfang på en oktav, som kan fås ved også at dække fløjtens endehul.

Det var i middelalderen så almindeligt at anvende skinneben fra dyr til fremstilling af fløjter, at den latinske betegnelse for denne knogle, tibia blev betegnelse for en fløjte. At spille fløjte hedder på latin tibiis canere der direkte oversat betyder, at synge på skinnebenet.

Fløjten er måske verdens ældste kendte musikinstrument. I 1995 fandt man ved foden af de Slovenske alper, hvad nogle i dag anser for en fløjte, fremstillet af en knogle fra en hulebjørn. Den er over 30.000 år gammel. Det ældste datere fund, der med sikkerhed er en fløjte, er en svaneknogle fundet 1994 i Geißenklösterle-Höhle. Instrumentet blev fundet i 22 stykker og danner sammensat en blokfløjte-type med to fingerhuller. Alder ca. 35.000 år.

Knoglefløjte af rådyr:

Typen kendes tilbage til vikingetiden. Denne, der er lavet af Åke Egevad, Sverige, er fremstillet af en rådyrknogle. Den benyttede fløjte er ikke en kopi af et bestemt instrument, men den har 6 fingerhuller, som man bl.a. kender det på fløjter fra Randers og Kalmar. Blokken er lavet af voks og fingerhullerne er meget små. Længden er 21,5 cm.

Musik der kan spilles på fløjten. I et fransk musikværk i 4 bind, der udkom 1780, findes gengivet 5 melodier med tilknytning til den ældre Edda. En af dem er skabelseshymnen Voluspá Ar var alda. Melodierne er nedskrevet af komponisten J.P.E. Hartmanns bedstefar Concertmester Johann Ernst Hartmann efter de melodier den lærde islænding John Olafson tonede for ham og den franske Conferentsraad Jacobi. Hvor meget melodierne har bevaret af den ældste islandske sangtradition er vanskeligt at sige, men der har været melodier op i senislandsk tid til versemål arvet fra edda- og skjaldedigtere.

Göttingenblokfløjten:

En af de ældste bedst bevarede blokfløjte man kender, lavet af træ, er fra ca. 1350 fundet i en latrin i Gøttingen. Med sine 7 fingerhuller + tommelfingerhullet minder den om en moderne blokfløjte, men adskiller sig ved at have 2 fingerhuller til lillefingrene eller rettere et til hver finger. Man sætter så voks i det hul, man ikke benytter. Den benyttede blokfløjte er en nøjagtig kopi bygget i blommetræ af Hans Reiners i Berlin.

Fra 1550-85 har man i en kælder til et hus, som var ejet af en glarmester ved Glargårde nord for Hadsund, fundet en fløjte fremstillet af skinnebenet af et ca. 3 årigt rådyr. Fløjten minder om en fløjte fundet på Hammershus. Begge har 5 fingerhuller, men Glargårdfløjten har huller til begge lillefingre, samt et tommelfingerhul.
En tradition man altså kender både i middelalderen og renaissancen. Byggeren af fløjten må have haft kendskab til de professionelle blokfløjter på det tidspunkt. Instrumentet, er mig bekendt, det eneste af de "primitive" knoglefløjter, der har denne detalje.

Enhåndsfløjte & tromme:

Kendes tilbage til c. 1050 (Polen) og benyttes stadig i bla. den nordvestfranske folkemusik.

Ovenstående ses et træsnit af en af de mest berømte tabor-pipespillere, Thomas Slye, der i 1599 på en ni dage lang tur fra London til Norwich spillede, mens William Kemp dansede Morrisdans til. Omkring 1588 besøgte William Kemp Kronborg, og han er måske den der viderebringer sagnet om Hamlet til Shakespeare, der var en god ven af ham. Omkring 1100 skriver Colon Muset trouvere om flaihutel spillet avec la tabor. I 1406 leder en tabor-pipe angrebet og erobringen af Pisa. 1545 synker det engelske krigsskib Mary Rose. Ved udgravningen finder man en enhåndsfløjte. 1595 omtaler Shakespearer tabor-pipe i A Quest of Inquirie og nævner i øvrigt instrumentkombinationen mange steder. 1600 oplyses det at Dronning Elisabeth næsten hver aften er til stede for at se sine hofdamer danse de gamle og nye country danse til tabor-pipe. 1609 fortælles det, at Old Hall of Herefordshire spillede 97 år gammel, så "mændene fik lette hjerter af fløjten og pigerne lette fødder af trommen"
I 1634 ved det store bilager, bryllupsfesten for Chr. IVs søn, går en tabor pipe i spidsen for prossesionen.

Tabor-pipe kunne være den instrumentkombination Peder Palladius omtaler i sin Visitatsbog fra ca. 1543 forbindelse med bryllup “....den slemmen oc demmen, oc tantzen, met pijbe oc tromme, som skeede her vdi Seland, inden kircke dørrene, om mandag heller tijsdag i bryllupsugen, det hørde deiffuelen aff helffuede til, oc er derfor afflagt til landsting, ved kongens suerd.

Gemshorn:

Folkelig blokfløjtetype fra middelalderen. Oprindelig lavet af horn fra gemser, men fra omkring 1375 og fremefter blev det for det meste fremstillet af kohorn. Blokken er indsat i den tykke ende af hornet, og da luftsøjlen er lukket i spidsen af hornet, kommer instrumentet til at klinge en oktav dybere, end hvis røret havde været åbent. Ses første gang afbildet med sikkerhed i 1511 i Virdungs Musica getutscht. Det optræder i renaissancen ofte i familier sopran, alt, tenor og bas. Der kendes ingen fund fra Skandinavien.
Det benyttede instrument er et alt-horn i g, har 7 fingerhuller forpå og et tommelfingerhul bagpå. Det er bygget af Brian Carlick, England.

Hornpipe:

Instrumentet er bygget af Åke Egevad, som kopi af Falsterpiben, der er fundet ved udgravning af et skibsværft nær Nørre Snekkebjerg ved Fribrødreå på Falster i 1985 (Vikingeskibshallen Roskilde). Instrumentet, der dateres til perioden 1050 - 1100 er sandsynligvis fremstillet af hyld. Det har 5 fingerhuller og ved eksperimentering med rør er dens naturlige skala mol og dens omfang på 6-7 toner. Dur-tertsen er let at spille ligesom det er muligt at få flere halvtoner.
Piben er flækket på langs, men er bevaret i hele sin længde på 18 cm. Originalen mangler schallstykke og rør + evt. vindkapsel. De er her rekonstrueret i henholdsvis horn og træ. I forbindelse med fundet var der intet spor af en sæk, og der findes endnu intet belæg for, at der i 1000tallet eller før har været sækkepiber i Skandinavien, men den kendes i Schwarzwald fra 800-tallet.

Tilsvarende fund kendes fra Lund i Sverige fra c. 1050, men kun med 4 fingerhuller.

Skalmeje:

Ordet skalmeje er en fællesbetegnelse for blæseinstrumenter med rørblad og dækker både dem med et dobbeltrør og dem med et enkelt blad. Selve ordet kommer oprindeligt af det græske kálamos/latinske calamus, der betyder rør. Det udvikler sig så over kalamaía, chalemie, schalmei til skalmeje. Så efter denne definition er både oboen og klarinetten en skalmeje. I Danmark kender man brugen af (obo-)skalmejen langt tilbage. I en beskrivelse fra 1549 er der trommeter, skalmeyer oc andet spil. Arrild Huitfeldt nævner 1650 i “Danmarkis Riigis Krønicke”, at man lode deris trometer for oc blæse met deris skalmej, og ved Fr. IIs bryllup med Sophie af Mecklenburg i 1572 har man en beskrivelse af musikken med Zitarer, Tromper, Harpe og Gie, kunstig og herligt Symfoni, Basuner og Zinker og Positiv, Skalmejer, Trompeter og Krumhorn stiv. I den mere folkelige sammenhæng omtaler Peder Syv med sækkepiben og skalmej. Omkring 1660 begyndte Livgarden og andre af de rigeste regimenter at bruge (obo-)skalmejen, der allerede i 1702 blev afløst af den nye obo, som Frederik IV samme år havde hørt i Rendsborg. De 6 skalmejeblæsere, der havde været det normale antal ved et regiment, blev nu kaldt hoboister. Men også stadsmusikanterne havde (obo-)skalmejen i deres instrumentarium, som det f.eks. fremgår af århusstadsmusikant Henrich Bertelsen Klochs skiftebrev fra 1699, hvori der optræder 3 fransch scharminer (skalmejer) og 1 gl ditto.

Kopi af tidlig renaissanceskalmeje fra Barcelona, bygget af John Hanchet.

Kohorn:

På Bayeux tapetet fremstillet efter slaget i 1066 ser man en hornblæser i agterstavnen af et af skibene. På et andet blæses der til bord. Efter instrumentets størrelse og form kunne det være et stort kohorn eller en kort lurtype. Men da han kun benytter den ene hånd i forbindelse med sin udøvelse, har instrumentet ikke haft fingerhuller. Det ældste nordiske kohorn med fingerhuller er fra ældre jernalder (c.500 f.Kr.-400 e.Kr.) I dag på Värmlands museum. Dyrehorn er benyttet af kvinder på sæteren helt op i 1900-tallet. Der kendes få eksemplarer af horn med fingerhuller i Danmark.

Det benyttede horn er en rekonstruktion efter et jordfund fra Sandbacksmyren Västerby, Hedemora i Dalarne. Hornet er fundet 1936. Det er ved hjælp af pollenanalyse dateret til 900-tallet. Er fra en treårig kvie og har 4 fingerhuller.

Rekonstruktionen er større og dermed dybere end originalen. Det har 5 toner, er stemt i g og har fis som dybeste tone. Horn af denne type er blevet brugt i Sverige op til midten af dette århundrede.

Vikingelur:

Øverst Holinglur med Nydam mundstykke. Nederst Herninglur.

Det første fund registreret som en trælur er fra en kiste i et gravkammer i Oseberg i Norge fra 800-tallet (Vikingeskibshuset på Bygdøy, Oslo). Luren er meget svagt konisk med schallstykke, sammensat af et 107 cm langt flækket ubestemt stykke træ. Sandsynligvis sammenholdt af 5-6 1 cm brede vidjebånd.

I 1995 fandt man i Midtjylland de første danske trælurer. Det drejer sig om en lige lur fra Herning på 79,5 cm. lavet af hassel (Corylus sp.) og omvundet med mindst 11 beviklinger af ask (Fraxinus sp.) og en krum lur fra Holing på 78 cm, der har haft 10 beviklinger. Begge er dateret til ældre germansk jernalder 375-530 e.Kr. I Holing fandt man endvidere fragmenter af to andre trælurer.

I 1998 nybearbejdede man fundene fra Nydam og fandt frem til at et af træstykkerne ikke kunne være andet end de øverste 17 cm af en trælur. Den er dateret til 2-500 årene, er fremstillet af el og har et udskåret mundstykke, der minder om en moderne trompets.

FULS FÆLLER har tre sæt lurer, det ene er kopier af Herning/Holinglurerne, det andet sæt er også Herning/Holinglurerne men med blæseenden som kopi af Nydamluren. Begge sæt er bygget i samarbejde med Rekonstruktionsafdelingen på Moesgård Museum. Det tredie sæt er bygget af Rune Selen, Alunda, Sverige, det er af den type, der stadig laves og bruges i Sverige og Norge idag. Den ene er 102 cm lang og har grundtonen es med op til 5 overtone, den anden er 130 cm.

Lur menes at komme af Lautro. Ifølge Niels Schiørring et Gælisk ord, der ifølge en latinsk ordbog fra 400-tallet betyder badekar. En flækket, udhulet træstamme.
Ordet lur lu∂r er ifølge Reidar Sevåg som grundbetydning et stykke træ udhulet til at tjene visse bestemte formål som f.eks. vugge, kiste, rør, møllebenk og skjede, i norrøn litteratur bruges ordet ofte som navn på blæseinstrument. I norske dialekter forekommer ordet også i betydningen horn: lurhorn, bukkehornslur. Ordet lud benyttedes ifølge H. Grüner Nielsen som navn på en slags trompet. I folkeviser nævnes “forgyldene Lud” og “de blæste i Trompete de blæste i Lud”. Han nævner også en brøle eller brumlebasse bestående af et omkring 12 tommer langt horn dannet af omviklet bark med isat mundstykke i form af et barkrør tyndskrabet i spidsen. I forbindelse med et instrument i reglen kaldt en skjalmeje lavet af en flækket udhulet fyrre-eller hyldepind sammenbundet og med klarinetmundstykke og med fingerhuller, nævner han, at “samme Instrument vist er den Lud, sædvanlig gjort af træstaver”, der i Koldingegnen blev brugt til at tude Faar og Køer ud med (idet de blæste i den udenfor hver gård. Citatet er sandsynligvis fra samme ordbog, men ordbogen staver ordet luj, som også kendes på Mors.

Lud optræder i flere folkeviser indsamlet af E. T. Kristensen. Det var lidele Kirsten, den første Dag, hun var Brud: da hørte hun, bolden Herre Nileros blæst’ i hans forgyldene Lud. I en samling fra 1876 nævnes i sangen Ridder Oles Lud, der skulle stamme fra et jysk håndskrift fra 1550 Saa længe jeg har min forgyldene Luj, saa kan jeg daare al Jorderigs Bruj. I sangen Engelens Budskab, der også kendes i Norge og Sverige, lyder det Guds Engel blæser i hans forgyldene Luj: - Gud raade!- til Himmerige fór den favr’ unge Bruj. Gud give os alle sin Naade!
Lud i Ordbog over det danske Sprog også lyd, gammeldansk ludh, liudh, lydh; mulig egentlig samme ord som lur.
Lur i Ordbog over det danske Sprog gir forskellige stavemåder ludur, ludurhorn, luder, lure, liur, ljur. I tåget vejr brugte man til ind i det nittende århundrede “ en lura” til at varsko sejlere med. Bruges om hvad der i form ligner en lur: Krumt hørerør for tunghøre. Hvad enhver tunghør bør vide (Mailand 1917).
Ludi kaldes i Congo et instrument udhulet af en lille træstamme blæst gennem et hul i siden og holdt lodret ind mod kroppen. Dets “grunting note” benyttes i forbindelse med begravelses ceremonier.

Luik er i Estland et ca. 2 m langt hyrdehorn af træ.

Broncealderhornene, som nogle stadig forbinder med vikinger og lur, befinder sig i tid længere fra vikingerne end den elektriske guitar.

Luren omtales mange steder. Den første beskrivelse af vikingernes lige lur stammer fra den Islandske sagaskriver Snorre Sturlasøns kongesagaer fra midten af 1200-tallet. I Olav Trygvesøns saga fortælles, hvordan Kong Olav kom til Godøerne i Norge og der forsøgte at overtale storbonden Raud til at lade sig kristne. Da han nægtede det, lod kongen ham binde og forsøgte at få en lyngorm i munden på ham. Da dette mislykkedes lod kongen sin lur sætte i hans mund og stak ormen i den og lod derpå en gloende jernstang føre ind efter. Raud døde og beskrivelsen fortæller, at luren må have været næsten lige. Guldhornene der stammer fra samme periode som Herning- og Holinglurerne kunne være en stiliseret udgave af den svagt krummede Holinglur, hvor vidjebindingerne er blevet til vulgerne på guldhornene.

Jøden Ibrâhîm ibn Ja'qûb omtaler i 900tallet at et 2 alen (120 cm) langt horn blev benyttet af skandinaverne. På en gravsten fra 200-tallet ses infanteristen Aurelius Surus afbildet med et blæseinstrument der ligner luren meget. Ved at angreb af danske vikinger på Paris i 886/7 omtaler munken Abbo to gange de frygtelige lyde fra vikingernes blæseinstrumenter under angreb. Brugen af instrumentet i forbindelse med krig kendes også fra nordiske kilder, så mon ikke også det har været brugt på samme måde i jernalderen, måske ved slagene i Illerup ådal.

I det middelalderlige kvad Draumkvadet lyder det, Der kom færden søndenfra, den tyktes mig næsten stå: foran red sankte Sjæle-Mikkel, hans lur under armen lå. - Det var sankte Sjæle-Mikkel, han blæser i luren lange: og nu skal alle sjælene frem for dommen gange.

Mundharpe:

Mundharpen kendes i det meste af Europa og Asien og kan dateres ca. 3000 år tilbage. I Skandinavien finder vi dem fra omkring 1200. Den har været fremstillet af både bambus, ben, og metaller som bronce, kobber og jern. Der er knyttet flere sagn til mundharpen om dansende huldrar og jenter, der blir vilde og kåde af mundharpespil. Instrumentet optræder også i den klassiske musik. Johann Georg Albrechtsberger (1736-1809) har bl.a. skrevet flere koncerter for mundharpe, mandora og orkester.

Det benyttede instrument er bygget af Folke Nesland fra Bykle i Norge.

Drejelire:

En af de ældste omtaler i Norden er fra en håndskrevet latin-svensk ordbog fra anden halvdel af 1400tallet. Heri forklares det latinske ord Pitisma med "ludus quidam hwll harpa". Omtales første gang i danske kilder af Hans Tausen i bogen Pater noster fra 1552 under en opremsen af instrumenter psalter leg, arriuercke, harpe, trompe, lireleg. Hans Mikkelsen Ravn nævner i sin Heptachordium danicum fra 1646 "et almue-instrument, som endnu ikke er gået af brug, det kaldes hos os en Lire eller en Nøglefeile." Fra 1658-59 findes optegnelser fra Gottorp slot og fæstningen Tønningen, hvor militære lirespillere bl.a. har spillet til dans for hertug Frederik d. III.

Lyre:

Det viste instrument er en rekonstruktion af den engelske Sutten Hoo lyre fra det tidlige 600-tal bygget af Erik Axel Wessberg. Tegningen er af en lyre fra Trossingen.

Af europæiske lyrefund kan udover Sutten Hoo nævnes fund i Oberflacht, Køln, Prittlewell (Essex) og det utroligt velbevarede fund man gjorde i 2001 i Trossingen i Baden-Württemberg. Denne lyre er stort set intakt med stol, 6 stemmeskruer og udsmykket med ornamentik på hele ryg og overside.

Fra Norden kendes et Åg fra Hedeby 900tallet, Birka stolen fra 8-1000tallet og Hallastolen af rav samme tid.
Sagaerne omtaler ofte musik og ofte er det harpen, som germanerne kalder lyren, der bliver spillet på. I Vølsungesagaen kap. 37 hedder det. Nu er kong Gunnar sat i en ormegård. Der var mange orme (slanger), og hans hænder var bundet fast. Hans søster Gudrun sendte ham en harpe og han slog harpen med stor kunst, på den han slog strengene med tæerne. og han spillede så få syntes at have hørt nogen slå så godt med hænderne. Slangerne falder i søvn undtagen én, der hugger ham i hjertet, så han dør.

Omkring 550 omtaler gotheren Jordanes, der endte som munk i Italien, at gotherne sang akkompagneret af kithara (lyre). Venantius Fortunatus (530-609) Romanusque lyra plaudat tibi, Barbarus harpa, Graecus achilliaca , chrotta Britanna canat. I Vølvens spådom o.950 varsler jætteinden Angerbodes vogter Eggther tredie gang om Ragnarok:
Her sad på højen, og harpe slog han, Gygjen gemmer, glade Eggther. Venantius Fortunatus (530-609) omtaler Romanusque lyra plaudat tibi, Barbarus harpa, Graecus achilliaca, chrotta Britanna canat.
Saxo beretter anerkendende om kong Hother, at der ikke var mange der var hans lige på harpe og hakkebræt. Her kan harpe lige så godt betyde lyre. Og så er der beretningen om Erik Ejegod der beordrer lyrespilleren til at spille den stærke musik, hvorefter kongen under musik- og anden påvirkning går amok og dræber fire af sine hirdfolk.

Strygelyre:

Nordisk instrumenttype også kaldet strygeharpe eller tal-harpe (tagel=hestehår) med to, tre eller fire strenge af hestehår. I Finland kaldes instrumentet en jouhi-kantele=hestehårsharpe. Instrumentet kendes tilbage til 1300-tallet. Det benyttede instrument har tre strenge og er bygget af Styrbjörn Bergelt.

Rebec:

Rekonstruktion af tidlig type bygget af Bo Swahn. Kroppen er rekonstrueret efter en ufærdig krop af el fra Hedeby og stemmeskruerne efter en smukt udskåret stemmeskrue af ben med to ansigter fundet ved Tissø.

I en væggrøft til en stor hal fra vikingetiden fandt man en bengenstand fra 6-700-tallet, som næppe kan være andet end en stemmeskrue til et strengeinstrument. Den har i den ene ende et fladt greb, så den har kunnet stemmes med pege- og tommelfinger som en violin; begge sider er smukt dekoreret, den ene side med et næbdyrhoved og den anden med hvad der minder om et ansigt med stiliseret skæg. Stemmeskruen har højst sandsynlig været til et lille instrument, måske en lille lyre. Det kunne måske endda have været til et barneinstrument, som det kendes fra fund i Novgorod. Tissø-fundet adskiller sig også fra de andre fundne stemmeskruer ved at være en af de få, der er blevet betjent med fingrene og ikke med en stemmenøgle. Og så er Tissø-skruen den eneste, der er udsmykket. Instrumentet som den smukt udsmykkede stemmeskrue har siddet på, kunne måske have været en forløber for de overdådigt udsmykkede ”prestige”- instrumenter, der senere blev bygget, specielt til fyrster, som man f.eks. får det beskrevet i et manuskript Der Busant fra det nordlige Elsaß omkring 1300. Her i hedder det: Da hiß er ym bereyde Mit syden seite Ein fedele erzuget wol Als sie ein furst foren sal. Der korper gezieret, Das lijt gebrieuieret Mit golde vnd mit gesteine Von edelm hellfen beyn Hinder dem swebet ein palmat siden borte; Sie waz an allen orte Mit gulden borten vber leit. AIsus die gige wart bereit. Die nagel woren guldin. Der gygen sag von syden fin Gewircket wol mit bylden clar. Tissø-instrumentet har trods alt nok været uden elfenben, guld og ædelsten, og strengene har sikkert været af fåretarm eller hestehår og ikke af silke.

Nonnegeige:

Kaldes også Trumpet Marine eller Trumscheit og benævnes i de ældste omtaler som et monochord. Guiraut de Calençon (ca.1195): e per catre sercles saillir manicorda ab una corda. Instrumentet kendes tilbage fra ca. år 1000. Det styges med bue og der benyttes kun flageoletter.Det har kun én streng, der spilles på, men kan have op til tre resonansstrenge.

Instrumentet er meget rosende omtalt i Samuel  Pepys's dagbog 24. oktober 1667, hvor han hører den unge franskmand Jean-Baptiste Prin betjene instrumentet.
To Charing Cross, there to see Polichinelli, But it being begun, we in to  see a Frenchman at the house where my wife's father last lodged, one  Monsieur Prin, play on the trump-marine, which he do beyond belief: and the  truth is it do so far out-do a trumpet as nothing more, and he do play  anything very true; and it is most admirable and at first was a mystery to  me that I should hear a whole concert of chords together at the end of a  pause; but he showed me that it was only when the last notes were 5ths or  3rds, one to another and then their sounds, like an Echo, did last so as  they seemed to sound altogether, The instrument is open at the end I  discovered; but he would not let me look into it; but I was mightily pleased  with it and he did take great pains to show me all he could do on it, which  was very much and would make an excellent concert, two or three of them,  better than trumpets can ever do, because of their want of compass.

Prin har været en af de meget få virtuoser på instrumentet, der kræver megen øvelse og talent for at lyde bare nogenlunde høreværdigt. Der er skrevet meget lidt for instrumentet, men der findes bla. nogle duetter af Johann Melchior Gletle (1626-1684) for to nonnegeiger og omkring 1834 skrev Max Keller et værk for 3 trumpet mariner, timpani og orgel.

Det benyttede instrument er bygget af Fred Marschall fra Nausnitz i Tyskland efter Mersennes afbildning.

Tromme:

Det ældste skandinaviske fund, der idag betragtes som en tromme er fra c. 3000 f. Kr. Det er en lertromme fra Västra Hoby i Skåne, Sverige. I dag betragter man nu også lerkrukker med nedadbøjede tappe eller øskner fra yngre stenalders tragtbægerkultur som lertrommer. De kendes herhjemme fra Blandebjerg på Langeland og Slotshøj på Møn, ligesom der er gjort fund i Mellemtyskland og Tjekoslovakiet.

Der findes endnu ingen funddele fra vikingetiden, der er blevet tolket som trommer, hvilket ikke nødvendigvis betyder, der ikke har været nogle.

De benyttede trommer er fremstillet af Roberto Romagnoli.

Spillemåde:

Må nødvendigvis være eksperimentel, da vi stort set intet ved om vikingernes måde at spille og synge på. I sagaerne nævnes at man stillede harpen, dvs. stemte den om, at legeren (musikeren) blæste med oppustede kinder. Men nogen egentlige oplysninger om opførelsespraksis kendes i musikhistorien først hos Johannes de Grocheio og Jerome af Moravia, begge omkring 1300. Overlevende spor kan måske findes i skandinavisk og arabisk folkemusik.
Lidt om en musicerende får vi i Saxos beretning om Stærkodders besøg hos Kong Ingild i Lejre, hvor dronningen søger at mildne hans harme over det veldækkede bord, ved at lade en fløjtespillende leger (musiker) øve sin kunst for ham. Stærkodder kvitterer ved at kaste et afgnavet ben i hovedet på fløjteblæseren, så de oppustede kinder faldt sammen, idet luften for voldsomt ud. Vi har en lignende beretning om skjalden Kalv Maanesen, der omkr. 1184 befinder sig ved den norske kong Magnus Erlingssons hof. Han siger, se hvor fjollet legeren ser ud, når han blæser i sit instrument med forvreden kæft og oppustede kinder.

Lidt mere om sangen:
Her er der af gode grunde ingen fund, men der er mange omtaler af sang. Tacitus omtaler o. 100 e.kr. sange til Thor og sange med mytologisk indhold, under angreb synges trodsige sange, frydesange efter sejr.

Hvordan har det lydt:
Kejser Julian Apostata 350 e.kr. beretter om nordboernes rå sange med regelrette ord og sammenligner dem med krageskrig.
Ibrahim ibn Ahmad at-Tartushi begyndelsen af 900-tallet har aldrig hørt styggere sang end hos indbyggerne i Hedeby?, den består af en brummen - ligesom hundes gøen, kun endnu mere dyrisk.
Ca. 870 omtales at alemanernes (dvs. nordboernes) sang lød som en tungt lastet vogn, der ruller ned ad en bakke. Deres som torden brølende stemmer var ikke nogen blid modulation mægtig, fordi deres struber, der var medtaget af umådeholdent drikkeri, slet ikke havde smidighed til at gengive en sart melodi, sådan som den skulle udføres.
Bjovulf, der er angelsakser fra ca. 700, men afspejler danske og svenske forhold, er positiv. Han siger: Harpeklang var der; sødt sang skjalden. Harpen omtales senere som glædestræet.

Indholdet:
Gregor den Store skriver om en germansk sejersfest år 579 hvor der blev ofret et bukkehoved, at der blev danset rundt om og sunget afskyelige sange.
Adam af Bremen omtaler offerhandlinger i Uppsala ca. 1070 og siger: Af hver levende skabning af hankøn ofres 9 slagtofre, med hvis blod guderne forsones. Kroppene hænges op i en lund i nærheden af gudehuset, og denne lund er så hellig, at hvert træ anses for guddommeligt ved ofrets død eller dets liglugt. Der ser man hunde og heste hænge sammen med mennesker.
En kristen mand har fortalt mig, at tallet på de kroppe, han således så hænge mellem hverandre, var 72. Sangene som synges ved denne lejlighed, er mange, men tillige så uhøviske, at deres indhold helst må forbigås.
Den engelske krønikeforfatter fra ca. 1180 Giraldus Cambrensis omtaler en speciel syngemåde i Wales og det nordlige England.
På den anden side af floden Humber i Eboracum (York) anvender indbyggerne en slags harmoni i deres sang. De synger nemlig med 2 stemmer, hvoraf den dybeste er som en brummen (submurmurante), men den anden stemme er på en gang blød og behagelig. Og dette synger de ikke som en kunst men som en sædvane. Hvad der er mærkeligst er, at selv børnene synger således. Eftersom englænderne i almindelighed ikke synger på denne måde, men kun de der bor i det nordlige, så tror jeg, at det er fra Danerne og Nordmændene, der hyppigt og længe havde hine dele af landet i besiddelse, at de har fået, ligesom den sproglige forbindelse, således også deres ejendommelige sang.

Om legerne,

som musikerne i vikingetiden/middelalderen kaldtes, ved man fra Codex runicus”, en skindbog på 101 blade fra ca. 1300, der indeholder en af de ældste og bedst bevarede versioner af Skånske lov, at: “Særær man annær man mæ<thorn>æn kunung ær innæn lændæs bøtæ fore sar sum loh æræ ok kunungi firitiuhu mark ok hinum ær sar fik firitiuhu mark fore fri<thorn>brut.” [Sårer en mand en anden mand mens kongen er i landet, skal han bøde for såret, som loven byder, og betale 40 mark til kongen og 40 mark til den sårede for at have brudt freden].

I Vestgöta-lov 1225 står: Vorder leger slaget ihjel, det skal altid ubødet være . Vorder leger såret, da skal man tage en utæmmet kvie og føre den op på en høj, rage alt håret af dens hale og siden smøre den ind med fidtelse. Men legeren skal man give nysmurte sko på. Da skal legeren gribe kvien om halen, men en mand skal slå til kvien med en hvas pisk. Kan legeren da holde kvien, så skal han have det gode kreatur og nyde det ligesom hunden græs. Men kan han ej holde den, da have og tåle hen det, som han fik, skam og skade.